Startskuddet til USA’s værste finansielle krise
Krakket ledte op til det, der efterfølgende har fået navnet ”den store depression”. Talrige analyser har i tidens løb dog påvist, at det ikke var krakkets skyld, selv om det er en udbredt myte. Faktisk rettede mange aktier sig ganske meget op i løbet af 1930.
En anden myte er også afvist. Det var ikke den brede befolkning, der havde aktier - faktisk var det mindre end tre procent. De fleste økonomer peger på, at depressionen skyldes et sammenfald af mange andre ting, som aktiekrakket var med til at gøre værre: I USA faldt industriproduktionen med 47 procent fra 1929 til 1933. USA's BNP faldt med 30 procent; ledigheden steg til over 20 procent, og en femtedel af bankerne måtte dreje nøglen om. Mange lån blev ikke betalt tilbage, og situationen blev forværret af, at mange mennesker ville hæve deres indskud i bankerne. Det kunne bankerne ikke klare, da de havde lånt mange flere penge ud, end de havde i indskud.
Bankkrisen er en vigtig forklaring på, at recessionen blev til en depression. Ikke blot mistede mange mennesker både jobs og opsparinger i krakkede banker på et tidspunkt, hvor hverken arbejdsløshedsunderstøttelse eller indskudsgaranti var opfundet, men det blev også meget vanskeligere at låne penge. Det skabte stor uvished om fremtiden - forbrugerne holdt på pengene, og investeringer styrtdykkede. Situationen førte til deflation (faldende priser), som gjorde det hele endnu værre. Faldende lønninger og faldende priser på alting gjorde særlig ondt på folk med meget gæld, da størrelsen af gælden var uændret.
Den store depression fik globale konsekvenser og strakte sig et godt stykke ind i 1930erne.