Japans tre tabte årtier
I Japan blev 1990’erne kaldt det tabte årti ligesom 00’erne og faktisk også 10’erne. For Japan har kun haft en meget lille økonomisk vækst i den periode - udtrykt ved hvor meget BNP er vokset. De skiftende japanske regeringer har brugt enorme summer af statskassen for at sparke gang i økonomien - om end kritikere siger, at det ikke har været nok og ikke tilstrækkelig målrettet.
Centralbanken har i mange år kørt en nulrentepolitik, men det har heller ikke været nok til at nå de vækstrater, som de vestlige konkurrenter har. De lave renter slog ikke rigtigt igennem i 90’erne. Mange virksomheder kunne ikke betale deres lån til bankerne og fik i stedet forlænget kreditterne af banker, der blev holdt i live af statsstøtte.
Hvorfor sidder Japan stadig fast?
Det er der lanceret mange teorier om.
Kvinderne har det stadig svært på arbejdsmarkedet, som er meget mandsdomineret og konservativt. Dertil kommer, at det er vanskeligt - og dyrt - at få små børn passet. Forhold, der gør, at halvdelen af befolkningens talent ikke udnyttes godt nok.
Arbejdsmarkedet har også ændret karakter, så mange i dag er ansat så løst, at det skaber utryghed. Det betyder, at mange japanere holder igen med at bruge penge. Og det betyder også, at mange er tilbageholdende med at få børn af frygt for ikke at kunne forsørge dem godt nok.
Og dermed ramler vi ind i den demografiske forklaring på Japans lave vækst. Der fødes alt for få børn. 1,42 pr. kvinde, hvor 2,1 er det, der skal til for at holde befolkningstallet stabilt. Det er problematisk, for japanerne har længe haft verdens ældste befolkning. Antallet af folk over 65 år per 100 mennesker i den arbejdsdygtige alder er 52. I 2060 vil det være 80,7 ifølge OECD.
Og det er hovedforklaringen på Japans lave vækst, mener Daniel Gros, direktør for Centre for European Policy Studies. Det er befolkningen i den arbejdsdygtige alder, der skaber vækst i et land.